Ulfborg Kirke

Ulfborg Kirke, Ulfborg Kirkebyvej, 6990 Ulfborg

Ulfborg Kirke, Ulfborg Kirkebyvej, 6990 Ulfborg
Kirken er åben man.-lør. kl. 8.30-16.00 samt søn- og helligdage i forbindelse med gudstjeneste.

Kirken er opført i slutningen af 1100-tallet på en lav bakkeø i den nordvestlige del af sognet, lige midt i den del, der har været opdyrket og beboet fra de ældste tider. Før træplantningen i Vestjylland har den også kunnet ses af de fleste. Oprindeligt var kirken helt af granitkvadre. Hvordan det har set ud, får man et godt indtryk af, når man ser kirken fra nordøst. Tilbygningerne præges af, at man forneden har genanvendt de forhåndenværende kvadresten, så har man fortsat byggeriet med munkesten. Murværket fremtræser dermed som en vellykket blanding af ubehandlede natursten og kalkede teglsten. Det hele er tækket med bly. Tårnets sadeltag vender efter vestjysk skik øst/vest, så den stærke vestenvind brydes, ved at taget skråner mod vinden.

Udvendig er kirken kun sparsomt udsmykket. Sokkelstenene er forsynet med skråkant, og enkelte af dem har tilløb til ubehjælpsomt rebslyng. Seværdigt er dog et mandehoved, der er udhugget i en af kvadrene og anbragt højt på kormuren, nær det nordøstre hjørne. Er det en stenhugger, der har givet sig selv en slags evigt liv? Er det mesteren, der har sat sit mærke på den kirke, hvis arkitekt han var? Eller er det bygherren, der har ment, at han har gjort sig fortjent til udødelighed på den måde? Ja, om den slags kan man kun gisne.

Så må vi ikke glemme ”ulven”, der er anbragt i sokkelen til den vestre portal. Den betragtes af mange som Ulfborgs vartegn. For et par hundrede år siden sagde pastor Jacob Schou om den: ”Mig synes, den ligner mere en løve”. Det kan han nok have ret i. Men om det nu er en ulv eller en løve, om den er tænkt som Ulfborgs vartegn eller ej, eller om den skal værne om det hellige sted, en fin og spændende detalje er det i hvert fald. Og jeg synes ikke, som Alfred Kaae gør sig til talsmand for i Ulfborg Sogn, at vi skal ”løfte stenen fra sin nedrige plads, og sætte den over den nye indgangsdør”. Den er nemlig ganske velanbragt på sin nuværende plads ved den vestre indgang til kirkegården.

Interiøret

Vi går indenfor og fornemmer straks det særprægede kirkerum, med det rige historiske inventar. Vi mærker også, at de mange tilbygninger har medført en radikal ændring af det oprindelige, strenge og enkle romanske kirkerum. Lidt af det fornemmes i det lille romanske vindue på orgelpulpituret, i overliggerne, der er synlige ved både syddøren og den tilmurede norddør og i den forholdsvis uberørte nordmur, hvor man bag en nænsom pudsning og kalkning aner omridset af de groft forarbejdede kampesten. Ellers præges rummet stærkt af de gennembrud, der giver adgang til de mange tilbygninger, og af mangelen af den triumfvæg, der i de fleste kirker danner kordøren og markerer adskillelsen mellem koret og skibet. Nævnes bør også det smukke bjælkeloft, hvis bjælker går tilbage til kirkens tilblivelse. Loftet i korsarmen er dog af senere dato. Her var oprindeligt hvælvinger, men de styrtede ned for et par hundrede år siden.
Vi vil nu gå over til at præsentere de enkelte stykker af kirkens rige historiske inventar.

Døbefonten 

Døbefonten

Døbefonten har samme alder som kirken. Den er hugget i granitsten, og består af en firkantet sokkel med fremhævede hjørner og af en udhulet kumme, der har en kort stilk. Nederst er den udsmykket med en krans af kløverblade, og øverst er der en lidt bredere kant med en rundstav nedenunder. I kummen er der nu anbragt et messingfad, det er i bunden smykket med et udhamret relief af Adam og Eva ved kundskabens træ. Der er også en messingkande, som er af nyere dato.

Over døbefonten er anbragt en fontehimmel, der er fra 1599; den har glat bund, og er forsynet med en ottesidet 23 cm høj frisekant, der er inddelt i firkantede felter, og pyntet med pyntelister og snitværk. Foroven afsluttes fontehimlen med en baldakin kronet med en due. Den er malet i en forunderlig dejlig dybblå farve. I begyndelsen har fontehimlen sikkert været brugt som låg, og den har været ophængt i en anordning, så den kunne hejses op og ned.

Kalkmaleri 

Ved en undersøgelse af murværket i 1938 fandt man spor af kalkmalerier fra tre perioder, som det imidlertid er vanskeligt at tidsfæste nøjagtigt. På det mellemste lag, formentligt fra midten af 1400-tallet, fandt man på nordmuren lige op til koret et maleri af Sct. Jørgen og Dragen, men det sad så løst, at man ikke turde prøve drage det frem. I 1978 var man blevet dygtigere, man kunne nu foretage en afbankning af de mange kalklag, og en fastlægning af selve billedet. Det viste sig at være så velbevaret, at det var muligt at foretage en fuldstændig restaurering, så vi i dag kan glæde os over, at også 1400-tallet har kunnet give sit bidrag til kirkens udsmykning.

I 1978 blev det i øvrigt konstateret, at der ikke er mulighed for at finde flere kalkmalerier, eller dele deraf. En fuldstændig afbankning af alt murværket afslørede kun enkelte små fragmenter, og en lille smule rankeslyng.

Alteret

Alteret har oprindeligt været et granitbord med en ganske enkel udsmykning. Da altertavlen blev opsat, blev granitbordet dækket med et panel, der blev malet af Jacob von Mohlengrath. I 1904 fjernede man panelet, ommurede og flyttede granitbordet, så det fik sit nuværende udseende og plads.

Der er lagt et stort arbejde i altertavlen, og den har været genstand for store ændringer. Tavlen er som anført på bagsiden af sidefløjene fra 1586. Den er skænket af herremanden på Nr. Vosborg, Predbjørn Gyldenstierne. Det er et trefløjet alterskab af den såkaldte katekismustype uden billeder og med hængsler, så det var til at lukke. Allerede i 1599 arbejdede to snedkere og to malere i længere tid med tavlen. De tre felter forsynes med gavlspidser adskilt af, og udsmykket med pinakler (spidssøjler), og felterne blev bemalet med billeder og indrammes med listeprydelser. Sidefløjene forsynes tillige med indskrifter på bagsiden. Herefter synes midterfeltet og sidefløjene at få hver sin udvikling.

Billedet i midterfeltet fra 1599 kan man endnu se rester af bag krucifikset og de to figurer, som kun er løst påsat. Det er en Golgatascene; Jesus på korset, flankeret af Johannes og Maria anbragt på en malet høj. Som baggrund for Golgatascenen har der været et billede af Jerusalem.

I 1667 forbedres billedet af Henrich Billedsnider, som skærer figurerne af Maria og Johannes og anbringer dem på tavlen sammen med et ældre krucifiks. ! 1741 males tavlen, og det er nok nu baggrundsbilledet ændres til en samtidig by. I 1793 forsynes billedet med endnu et træskærerarbejde af Golgatahøjen med Adams kranie, og hele tavlen nymales. Herefter går midterfeltet i forfald, og i 1904 restattes det med Agersnaps maleri af kvinderne ved graven påskemorgen. Sammen med tavlens sokkel hænges det op på korsarmens sydmur. Men efter en smuk restaurering i 1980 genanbringes både soklen og midterfeltet på sin gamle plads.

Sidefløjenes historie er mere usikker. Som midterfeltet er de nok blevet bemalet med billeder i 1599. Der har været to billedfelter over hinanden i hver side. De ældste billeder, som er forsvundet har ifølge synsprotokollen forestillet flugten til Ægypten øverst og barnemordet i Bethlehem nederst mod nord, og Johannes døbers prædiken øverst og Jesu dåb nederst mod syd. Disse billeder er engang blevet erstattet med de billeder, man i dag kan se resterne af på fløjenes bagside. De forestiller mod nord øverst himmelfyrsten, nederst en knælende mand i rødt, og mod syd øverst himmelfyrsten, ledsaget af Jesus, og nederst en knælende mand i rødt med blå kappe. De nuværende forsider med ”Fadervor” i gylden frakturskrift er sammen med opstandelsesordene i rammefelterne fra 1904. Den er sikkert inspireret af en ældre bagsideindskrift. Det er muligvis på dette tidspunkt hængslerne er fjernet og sidefløjene fastgjort til midterfeltet.

På sokkelen finder vi året 1793 navnene Ingeborg og Schach Holchuus de Hoffman og et billede af deres våbenskjold. De var dengang kirketiende ejere og ejere af Sdr. Vosborg. De forestod sammen med præsten Janus Carl Schou den store restaurering i 1790-erne. Bag pladerne med disse navne og årstal finder man i stedet året 1741, og navnene Mathias Lason og (Birgith) Cathrine Rosen-Krantz. De ejede også Nr. Vosborg, og arbejdede på altertavlen.

Stafferingen er i vidt omfang foretaget i 1980, men den lægger sig meget nær den, som Knud Friis, maler og degn i Trans, foretog i 1793, og det er også ham, der i dette år har haft den største indflydelse på tavlens udseende, siden den blev til i 1586. Det er altså med god ret hans navn får lov at stå på kanten af den sydlige sidefløj, og at året 1793 er anført på sokkelen.

Maleriet på nordvæggen af kvinderne ved graven påskemorgen er malet i 1904 af Hans Agersnap. Det blev anbragt i altertavlens midterfelt i stedet for det medtagne felt fra 1599. I 1980 blev det gamle midterfelt fornemt restaureret og genanbragt på det sted, hvor det havde haft sin plads i godt 300 år.

Agersnaps billede var imidlertid blevet så afholdt, at det fik en fin plads på skibets nordmur lige midt blandt menigheden.

Prædikestolen 

Lektorieprædikestol i Ulfborg KirkeI de fleste kirker er det alteret, der først fanger vor opmærksomhed. I kirken her er det såkaldte ”lektorieprædikestol”, der er mest iøjnefaldende. Den består af et lektorie tværs over kirken, og så er prædikestolen udbygget herpå som en femkantet karnap ud for midtergangen. Arbejdet på dette magtfulde pragtstykke begyndte omkring 1580, og det fik sit endelig udseende i 1599. Det begyndte som et beskedent panel, opdelt i felter. Men efterhånden udbygges det med søjler, forkropning og udhæng. Karnapperne blev udsmykket med en række billeder, der fremstiller bibelhistorien fra skabelsen til verdensdommen med historien om Jesus som det centrale, malet på fem felter.

Djævlebilledet yderst til højre siges kan spøge. En gang havde en præst glemt sin bibel på alteret og bad en af tjenestekarlene om at hente den, men de turde ikke fordi de var rædde for spøgelset. Heldigvis var der en af tjenestepigerne der var mere modig. Da hun var på vej ud af kirken med bibelen spærrede et frygteligt gespenst udgangen. Det gloede ondt på hende og sagde: ”Kan du se mine røde øjne?” Pigen mistede ikke fatningen, hun løftede op i særken og vente bagdelen til og svarede ”Ka so sie mi røe mås?” Det var for meget for gespenstet, som skyndsomt forsvandt tilbage i billedet.

Lektoriet blev anbragt foran triumfvæggen, og man fik adgang til det ved at bryde hul i muren.  Det hævnede sig, da triumfvæggen styrtede ned 29. marts 1640. ”7 mand bar ud og gjorde rent i 3 dage og 2 snedkere arbejdede i 70 dage” på at udbedre skaderne. Lektoriet blev ved den lejlighed rykket tilbage på triumfvæggens plads og forsynet med en nødvendig bagbeklædning. Hertil anvendtes et panel, der sad på orgelpulpituret, som så fik et nyt med billeder.

I 1790erne bliver der foretaget en omfattende restaurering af kirken. Lektoriets staffering og billeder får en fuldstændig opmaling. Det var nok heldigt, for da lektoriet i 1979 skulle restaureres og en del afskalninger udbedres, viste det sig, at næsten alle skader var begrænset til bemalingen fra 1790erne, mens den oprindelige bemaling sad næsten uskadt inden under. Den blev afdækket, og billederne står i dag, som de blev malet i 1599 og med en staffering, som formentlig svarer temmelig nøje til den oprindelige.

Engang var der mange lektorier af denne slags i vore kirker. Nu er der kun dette, og et i Tise i Nordjylland, så det er enestående klenodier.

Pulpituret

I 1642 forarbejdede en snedker et nyt panel til forklædning på orgelpulpituret. Det skulle erstatte det gamle usmykkede panel, som to snedkere fra Ringkøbing et års tid tidligere havde brugt til at sætte op som bagbeklædning på lektoriet. Panelet er som lektoriet opdelt i felter, tolv i alt, som adskilles fra hinanden med kantede halvsøjler. Efter nogen forsinkelse på grund af ”svenskernes indfald i landet” forsynes panelet i 1651 med en række billeder af Jakobs sønner, de tolv patriaker. Det er udført af Vestjyllands nok dygtigste maler, hollænderen Jacob van Mohlengrath, der boede i Ribe og hans medhjælper Jacob Bartholomesen fra Flensborg. De foretog ved samme lejlighed et større malerarbejde i kirken.

Epitafiet

På korsarmens østvæg hænger et fornemt udskåret ”Epitafium”. Det er skænket til kirken i 1791 af præsten Janus Carl Schou. Det er et minde over hans fader Jacob Schou, der var præst i Ulfborg 1757-1770, hans moder Marie de Leth og hans unge hustru Ane Cathrine Ølgaard, som døde i barselsseng 1779.
Vi kender ikke den dygtige snedker, der har skåret det rigt ornamenterede epitafium, medmindre det er maleren, den lige så dygtige degn Knud Friis fra Trans. Det velbevarede epitafium står efter en nænsom afrensning med sine klare farver, som det blev malet for 200 år siden.

Præstetavler

På korsarmens vestvæg hænger en præstetavle fra 1796, også den er skænket af pastor Janus Carl Schou. Den er lavet af samme snedker og maler som epitafiet. Tavlen er mere enkel uden sidevinger og med pilastre til indramning af skriftfelterne i stedet for søjler. Den er udsmykket med både top- og hængestykke ligesom epitafiet.

På tavlen er anført sognets præster fra reformationstiden og frem. Det ses, at indskriften er malet om engang og trængt mere sammen, så der blev plads til flere præster. Nu er den fyldt, og en ny tavle, der fortsætter præsterækken er ophængt på korsarmens sydmur i 1980.

Som baggrund for epitafiet og præstetavlen er der på muren malet to mørk-røde draperier med gule kantbræmmer. Draperierne er velbevarede og fuldstændig istandsatte, og de er efterhånden ved at være sjældne. De er samtidige med tavlerne, og de udgør sammen med disse en vellykket helhed, som giver korsarmen en fornem udsmykning.

Ligsten

I kirken er bevaret tre ligsten. Det er mere end almindeligt håndværksarbejde, da de både i komposition og i detaljer er kunstnerisk meget fint udformet.
Den store sten som er indsat i nordmuren lige bag døbefonten lå oprindeligt i midtergangen helt oppe ved koret. Stenen er et minde over præsten og provsten Kjeld Nielsen, som virkede i Ulfborg Sogn fra 1634 til 1646. Det var hr. Kjeld, der efter en brand flyttede præstegården op på bakken (Ulfborg Kirkebyvej 41)
I korsarmens gulv mod syd findes en sort sten til minde over Claus Nielsen og hustru Anna af ”Nør-Tange”. Den kaldes ”Ridefogedens sten”, fordi han var ridefoged på Nr. Vosborg i 40 år.
Og så findes der en brun sten inden for døren til det gamle våbenhus, der er så slidt, at man ikke kan tyde indskriften, der har stået i et ovalt midterfelt, men de fire hjørner er prydet med fine symbolske billeder.
Endnu mere sjælden er en ligplanke af svært egetræ, som hænger under vinduet på korsarmens sydmur. Den er smykket med et flot skåret ormeslyng, og den har en indskrift over ”ærlig, velbyrdig Ane Vognsdatter i Kjærgaard, der døde 12. Marts 1578”.

Lysekroner og klokke

Kirkens belysning består af 3 store messingkroner med hver 16 lys, 10 enarmede, 4 toarmede og 4 trearmede lampetter. Kroner og lampetter i skibet er anskaffet i 1904 for midler indsamlet til kirkens forskønnelse. Kronen og de 4 lampetter i korsarmen er skænket i 1923 af gårdejer Niels Mikkelsen og hustru i Øster Revsgård. Lampetterne i koret er fra 1980.
Kirkeklokken har en latinsk indskrift, der oversat lyder: ”I Herrens år 1457 på salig Jomfru Marias dag støbt af P.” Man mener, at ”P” står for Petrus, en klokkestøber fra den tid. Klokken er købt på auktion i 1607. Det år solgte Chr. IV en del kirkeklokker, som han beslaglagde i 1605 for at omstøbe dem til kanoner. Klokken har før den tid sandsynligvis hængt i en sjællandsk landsbykirke.

Stoleværket

Der har nok været stolestader i kirken, allerede da man begyndte de store udsmykningsarbejder i slutningen af 1500-tallet. Gavlene, lågerne og rygbrædtet er nok stadig de oprindelige. Man bemærker, at den øverste stol i begge sider har en dobbeltgavl. Det er gavlene fra adelens stole, der er blevet kortet af med 24 cm. Gavlene bliver lidt lavere, og udsmykningen af dem lidt enklere når man kommer længere ned i kirken og ind i korsarmen. De øverste låger er gamle og med fyldninger, de nederste er glatte og sikkert af nyere dato. I korsarmen er der ingen låger. Sæderne i skibet og panelerne langs væggene er fra 1939, og forsynet med hynder i 1980. Udfyldningerne af ryglænet er nok fra 1898. Det er et smukt stoleværk, som godt kan måle sig med det øvrige inventar.

På opdagelse

Vi har nu beskrevet de store og iøjnefaldende ting ved Ulfborg Kirke. Går man på opdagelse i kirken og på kirkegården, vil man foruden det nævnte kunne finde en række spændende detaljer. Der er f.eks. et par gamle lyseholdere, som hænger på hver sin side af indgangsdøren, og der er alterstagerne og altersølvet. Særlig smuk er oblatæsken med inskription, som pastor Janus Schou og hustru Anna Catharina Øllgaard skænkede kirken i 1777.

På kirkegården vil man i det sydøstlige hjørne bemærke Tang slægtens gravkapel, som nu hvor den er tilgroet kunne forveksles med en oldtidshøj. Før kapellet for en del år siden blev lukket, kunne man igennem en gitterlåge kikke ind og se kisterne og en hvid engel, som vogtede over de døde. I Gyldenstjernes kapel fortæller navnene på metalpladerne hvem der ligger i gravkapellet, ligesom også englen kan ses på væggen.

På kirkegårdsdiget kan man finde en del forskellige lægeurter, som ifølge gammel overtro hvade særlig helbredende kraft når de groede på kirkegårdsdiget. Digitalis, svaleurt, dorthealiljer og liljekonvaller er nogle af planter som gror på diget. Også den lille bregne engelsød kan ses i rigt tal især på det nordre dige. De fattige og selvmorderes gravsteder lå på de mindst attraktive pladser opad diget. Og da de sjældent havde råd til at sætte en sten på graven, plantede man i stedet bregner, for at de afdøde ikke skulle gå igen. Bregnerne vandrede med tiden op på selve diget.

Gyldenstjernes kapel

Op til korets sydmur er bygget et gravkapel således, at vestmuren støder op til korsarmens østmur, og kapellets østmur flugter med korets gavl. Det er opført omkring 1550, til hvilested for slægten Gyldenstjerne, som på den tid ejede Nr. Vosborg. Kapellet har hvælvet loft, som består af to krydshvælv, der på gjordbuerne er prydet med ranker i kalkmaleri. Gulvet er lagt i et smukt mønster af gule og røde teglsten. Under gulvet findes en nu tilmuret gravkælder, hvor blandt andre de kister er hensat, som tidligere stod i kapellet.

Foran østvæggen er opsat et anseeligt epitafium af sandsten med skriftplader og søjler af kalksten. Epitafiet er et minde over den mægtige Predbjørn Gyldenstjerne, der var medlem af rigsrådet, og hans to hustruer Birgitte Rosenspar, der døde ung, og Mette Hardenberg, der led af en alvorlig sindssygdom. Omkring det store midterfelt med indskriften er epitafiet udsmykket med Gyldenstjernes og hans hustruers aneskjolde. Sidestykkerne flankeres af to relieffer, der symboliserer troen og håbet. På topstykkerne er der prydelser i alabast af korsfæstelsen og opstandelsen.

På den modsatte væg hænger en række kisteplader. De har siddet på de kister, som er hensat i den nu lukkede gravhøj ved det sydøstre hjørne af kirkegården. Pladerne har som indskrift afdødes data. Samme sted findes en gammel håndsmedet kirkedørsnøgle og endelig er ryttergeneral Schwanewedes kårde ophængt her, som takkegave for hans heldigt gennemførte krigstjeneste.

Det kan fortælles, at Herman Frants von Schwanewede var fra Bremen, han blev svensk soldat i Karl X Gustavs hær, men under slaget ved Nyborg i 1659 kom han i dansk fangenskab. Året efter gik han i dansk krigstjeneste hos Frederik III. Han gjorde sig hurtigt bemærket som en dygtig officer, og særlig berømt blev han for sin tapperhed under den skånske krig 1675-79. Han avancerede hurtigt, og sluttede krigen som øverste chef for 1. Jydske dragonregiment.

Schwanewede ejede først Sdr. Vosborg, og senere i 1788 købte han også Nr. Vosborg for 10.000 rigsdaler. Sin militære løbebane sluttede han med 7. maj 1692 at blive udnævnt til generalmajor til hest. Han døde 26. januar 1697, og blev gravsat i kapellet. Hans kisteplade med våbenskjold blev fundet hos en produkthandler og skænket til kirken. Den hænger nu i kapellet ved siden af kården.

Generalmajor von Schwanewede er omgæret med en del myter, nogle er endog måske sande. Han var kendt som en ond og brutal mand. Rygtet vil vide, at han pryglede en tjenestedreng ihjel, fordi han mistænkte ham for at have stjålet en sølvske. Skeen blev senere fundet, men da var det for sent. Rygterne fortalte, at drengens lig blev gemt på kirkens loft. Godt 100 år senere blev der fundet skelletet af en dreng i et mørkt hjørne over Gyldenstjernes Kapel, rygterne havde talt sandt.

Da Schwanewede døde og blev hensat i kapellet, stod der et par ryttere og holdt vagt. Da rytterne var blevet afløst af en af hans døtre, rejste den døde sig af båren og bad hende sende bud efter ”Den Husbypræst”. Der gik straks bud efter hr. Jacob. Han gik ind i kapellet til den døde, hvor han i en time stredes med den onde om generalens sjæl; men så måtte den onde fortrække med stort bulder, og præsten kom ud, ligbleg med sveden drivende ned ad præstekjolen. Schwanewede fik fred i sin grav. Han ligger i ligkælderen under Gyldenstjernes kapel sammen med sin hustru.

Sct. Jørgen og Dragen  Kalkmaleri af Sct. Jørgen og Dragen

Vi slutter denne gennemgang af Ulfborg Kirke med et billede af Sct. Jørgen og Dragen. Det er det ældst bevarede af den udsmykning, som gennem århundreder har givet kirken hele sit eget præg.

Det har længe været overkalket, men vi glæder os over, at det nu er fremdraget igen, og vi har det som et vidnesbyrd om, at når ordet forkyndes, så er Kristus tilstede, og han besejrer de livsødelæggende kræfter med samme styrke, som Sct. Jørgen fælder den ildsprudlende drage. Livet overlever!

Tekst: Aage Jensen, sognepræst Ulfborg, 1987, redigeret af menighedsrådet 2004.

Kilder: Nationalmuseets arkivmateriale vedrørende Ulfborg Kirke
Alfred Kaae: Ulfborg Sogn
Præsteembedets arkivmateriale
S. Andersens to biografiske artikler om ryttergeneral Herman Frants von Schwanewede
Lokalhistorisk Årsskrift 1999
Kristen Bro: Dødens have

 

 
En produktion fra Kirkebladet.nu